Pokalbrag mod de danske mestre fra BSV

Velkommen til en spændende pokalkamp mod de danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, som vi har fornøjelsen af at krydse klinger med her sidst på sæsonen. BSV er forsvarende danske mestre og bestemt et klassemandskab til trods for, at de i skrivende stund ikke er sikre på at komme videre til semifinalerne om året DM. Holdet består af en række klassespillere som Michael V Knudsen, Nikolaj Markussen, Sebastian Stube, Søren Rasmussen og ikke mindst ”vores egen” Kristian Klitgaard.

Kendte ansigter og stort antal landskampe gør selvfølgelig, at det er en stor opgave vores unge spillere står over for – vi har jo krydset klinger med BSV tidligere i Ligaen for et par år siden, og i begge kampe tabte vi med 7 mål, så vores drenge skal virkelig kæmpe, hvis vi skal videre i pokalturneringen. Vores mulighed kan måske ligge i at BSV har stor fokus på slutspillet i Ligaen, mens vi (forhåbentlig) ikke har flere kampe på programmet.

I skrivende stund kender vi ikke resultatet af 2. kamp i kvalifikationsspillet mod IF Stadion, men forhåbentlig er vi kommet fra søndagskampen i København med en sejr eller i det mindste uafgjort, som sikrer os fortsættelse i 1. division. Alternativt mangler vi endnu en kamp søndag d. 7. maj på hjemmebane.

Efter en overbevisende sejr og flot indsats på hjemmebane mod IF Stadion, burde pokalopgøret mod BSV være sæsonens sidste kamp og dermed også sidste kamp i denne omgang for en række spillere og trænere. Vores største talent i mange år, Nicolaj Læsø, etableret ungdomslandsholdsspiller, fortsætter som bekendt og naturligt sin karriere på højeste plan i Ligaen hos Århus Håndbold. Et andet stort talent og ligeledes ungdomslandsholdsspiller, Simon Sejr, tager på et udenlandsophold. Tobias Lund rykker til Skive IF, Martin Risums fremtid er endnu ikke afklaret, mens Robin Oldberg indstiller karrieren. Der skal herfra lyde en stor tak for indsatsen og for de oplevelser, som spillerne gennem tiden har givet os i Odder Håndbold. Vi ønsker alle held og lykke i den fremtidige karriere.

På trænerfronten skifter vi også besætning. Mads Brandt fortsætter sin karriere hos Ringkøbing Håndbolds Liga-damer, og herfra skal der lyde en stor tak til Mads for indsatsen i hans to år hos os. Det har været to spændende år, hvor Mads har været med til at sætte sit præg på holdet og de mange unge spillere, der er kommet til. Der har været nogle spændende kampe ikke mindst kvalifikationsspillene – sidste år op til Ligaen og i år desværre i den anden ende. Alt i alt er Mads kommet med en masse energi og indleven i klubben og til såvel træning som kampene. Vi ønsker også Mads held og lykke på rejsen med pigerne i Ringkøbing. Assistenttræner Brian Jensen har valgt at ”gå på pension” – Brians erhvervskarriere gør, at han trapper ned, men mon ikke han fortsætter sit engagement Odder Håndbold på den ene eller anden måde. Også tak for indsatsen til Brian.

Tilbage til dagens opgør mod BSV, hvor vi har brug for al den opbakning, I kan give for at hjælpe vores drenge til at skabe den helt store sensation. Lad os høre at I er her og at I bakker Odder helt op......

Vi ønsker alle en rigtig god håndboldoplevelse og en god sommer.

Lidt af hvert …

Sponsor i Odder Håndbold

Overvejer du at blive sponsor / samarbejdspartner i Odder Håndbold, så tjek vores sponsormateriale her.

Stilling og program i 1. division

Tjek den aktuelle stilling i 1. division herrer:
Stillingen · Kampoversigt

Live update app

Hent app til live opdatering på iphone eller android.
Hent app her.

Byens hold

Herreholdet i Odder Håndbold er “Byens hold”
Se holdet her!