Odder har fundet sin nye træner

Det bliver det unge trænertalent Jacob Trangeled Knudsen, der overtager rollen som cheftræner i Odder Håndbold.

 

JT 2

JT underskriver kontrakten med formand Henrik Bentsen og dir. Karsten Geertsen

 

Odder Håndbold kom til at stå i en besynderlig situation, da den nye cheftræner blev fundet død efter et hjertetilfælde dagen før han den 1. maj skulle tiltræde i Odder.

 

Men nu har klubben efter nogle hektiske ugers afsøgen af trænermarkedet valgt at ansætte den kun 30-årige Jacob Trangeled Knudsen som cheftræner.

 

- Jacob Trangeled er en utrolig spændende kandidat, som trods sin unge alder har en del erfaring både som spiller og træner, udtaler formand Henrik Bentsen. Vi har rigtig gode erfaringer med at satse på unge trænertalenter, og vi har stor tro på, at Jacob’s erfaringer med udvikling af unge spillere bliver en gevinst for vores talentudvikling. Og så har Jacob oven i købet selv prøvet en del som spiller i både liga, 1. og 2. division.

Trangeled var aktiv spiller i Kolding, hvor han fik lejlighed til at snuse til ligaen, men mest spillede på klubbens 2. hold. Senere blev det til 3 år i Vejle Håndbold i 2. og 1. division.

Som træner har han arbejdet rigtig meget med talentudvikling på akademier og efterskoler.

Men han har også gennem 4 sæsoner trænet Koldings U23-hold i 2. division og både U16 og U18 herreholdene i ligaen. Senest har han været ansvarlig for Aalborgs U18 liga-hold, ligesom han har assisteret omkring herreliga-holdet.

I det civile liv er han læreruddannet og er p.t ansat på en skole i Vesthimmerland.

 

- Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en aktiv del af Odder Håndbold, udtaler Jacob Trangeled. Odder har gennem en årrække været garant for god håndbold, stabilitet og kvalitet både på og uden for banen. Dertil har de i Spektrum Odder en fantastisk hjemmebane, som jeg glæder mig til at mærke suset i.

- Jeg er glad og beæret over at få muligheden for at blive en del af det kompetente team i Odder Håndbold. Vi har et fantastisk spændende hold, med et stort potentiale, som jeg glæder mig til at arbejde med.

Jacob Trangeled vil hen over sommeren flytte til Odder, og håber også på at kunne finde et deltids-lærerjob på en af områdets skoler.


JT 1 

Jacob Trangeled bliver budt velkommen af borgmester Uffe Jensen og hovedsponsor Arne Sørensen, Kvickly/MEGAvin.dk

 

Lidt af hvert …

Sponsor i Odder Håndbold

Overvejer du at blive sponsor / samarbejdspartner i Odder Håndbold, så tjek vores sponsormateriale her.

Stilling og program i 1. division

Tjek den aktuelle stilling i 1. division herrer:
Stillingen · Kampoversigt

Live update app

Hent app til live opdatering på iphone eller android.
Hent app her.

Byens hold

Herreholdet i Odder Håndbold er “Byens hold”
Se holdet her!