Vi holder fast i toppen
Velkommen til en sen lørdagskamp den 8. december her midt i julefrokosttiden. Det kan blive en herlig opfølgning på en julefrokost og/eller en festlig start på en god julefest lørdag aften. Under alle omstændigheder er det en kamp mod Frederikshavn FI, der meget gerne skulle give yderligere et par points på kontoen. Det er dog igen i år en uforudsigelig og tæt 1. division – to points skiller os på 3. pladsen og vores onde ånd fra sidste hjemmekamp HØJ, der ligger nr. 7. Frederikshavnerne har tre points færre på 10. pladsen, men de har et par fine resultater i form af sejre over Randers HH og Ajax samtidig med, at de har spillet nogle tætte lige-ved-og-næsten kamp bl.a. seneste hjemmekamp mod topholdet Fredericia HK, så mødet med nordjyderne bliver ikke bare ”en dag på kontoret”.
I sidste runde slog vi oprykkerne fra HC Odense sikkert på udebane, og vi skal igen have gang i pointene hjemme i Fort Spektrum. Kampen mod vendelboerne er årets sidste på hjemmebane, og indtil nu er det blevet til 3 sejre i 5 kampe. Den statistik vil vi meget gerne have forbedret, så vi kan holde fast i toppen – to points mod Frederikshavn vil betyde, at vi holder helt fast i den sjove ende.
Med den tætte tabel, hvor alle stort set kan slå alle, skal vi gå ind til lørdagens opgør med stor koncentration og fokus – og masser af opbakning fra jer dejlige fans, som jeg håber, vil komme i Fort Spektrum og bakke stærkt op om holdet, og vise, at Odders blå bølge kan bære Byens Hold frem mod to vigtige points og sende frederikshavnerne tomhændet tilbage til det nordjyske.
Vi ønsker alle spillere, dommere, hjælpere og ikke mindst vores trofaste tilskuere en rigtig god kamp på lørdag.
Afslutningsvis vil jeg også ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår og takke mange gange for den flotte opbakning til vores 1. divisions Herrer fra såvel vores skønne og medlevende hjemmepublikum som vores mange sponsorer.