Vi skal stå sammen som et hold og have points på kontoen
Opgøret på søndag er mod et af oprykkerholdene, nemlig genopståede HC Midtjylland, som må siges at være kommet godt fra land i 1. division.
De er med i toppen med 10 points efter 7 kampe, og de har som mange andre oprykkere vist stor styrke i de indledende kampe.
Oprykkerholdene kommer fra en sæson, hvor de stort set aldrig har tabt en kamp, og den selvtillid og gejst ser man ofte i de første kampe.
Der er dog ofte sket det, at holdene efter 6 – 8 kampe er blevet kikket ud, ved at de etablerede hold får indblik via videoanalyser og overværelse af kampe.
I sidste weekend var vores drenge en tur i Ringsted og mødte et superstærkt TMS-hold, der i første halvleg nok spillede det bedste håndbold, der er set i 1. division i denne sæson.
Den halvleg var en stor prøvelse for vores drenge, der også var agterude, men som vi så det i den forrige kamp mod FIF, kom de godt igen i 2. halvleg, og der er nogle positive takter, som holdet uden tvivl vil tage med til søndagens vigtige opgør mod HC Midtjylland.
Jeg er i hvert tilfælde sikker på, at Jacob og drengene har studeret uldjyderne godt og er forberedte på deres spillestil samt styrker og svagheder. Jeg ved også, at holdet har arbejdet meget med at finde rytme og samspil, så vi igen får et kollektiv, der vil – og kan – vinde kampe.
Der er sket meget hos HC Midtjylland i de seneste år, og senest vi har haft fornøjelse af at møde dem var kamp om oprykning til Ligaen tilbage i april 2016, hvor vi efter en sejr i Spektrum var lige ved at lave en overraskelse og komme i Ligaen igen. Det er vi langt fra på nuværende tidspunkt, og det er heller ikke målet i år.
På baggrund af vores skrækkelige sæsonstart må vi nøjes med at sigte efter midten af 1. division i form af 6. – 7. pladsen, og det er bestemt også muligt. Vi har nogle rigtige dygtige og talentfulde spillere, som ”blot” skal have selvtilliden og holdånden helt i top.
Det er naturligvis på banen at slaget skal slåes, men liv på lægterne og jeres fantastiske opbakning har også enorm betydning for holdet, så derfor, kære venner, mød op og være med til at løfte Byens Hold til 2 points søndag kl. 15.30
Vi ønsker alle en rigtig god håndboldoplevelse.
Henrik Bentsen