Brug for endnu en sejr - og revanche
Vi har gennem de seneste mange kampe vist, at vi kan spille op med de bedste hold i 1. division, hvilket også gav en velfortjent sejr i 2020s første hjemmekamp mod IK Skovbakken. På udebane har vi spillet lige op med de stærke hold fra Team Sydhavsøerne og senest Ajax København, men måtte til sidst se hjemmeholdene løbe med hhv. to og tre måls sejre. I Ajax-kampen var det oven i købet med en tidligere Odder-dreng, Martin Risom, der med 10 mål gjorde det onde ved os.
Søndagens hjemmekamp er mod københavnske FIF, der er oprykkere i denne sæson. Københavnerne har dog haft svært ved at bide sig fast i 1. division og har efter sejr i den første kamp på udebane mod bundholdet Roskilde Håndbold måttet ”nøjes” med fire sejre hjemme på Frederiksberg og nederlag i alle udekampene. Dermed ligner det en sikker sejr i Fort Spektrum, men man skal ikke tage fejl af FIF. De kan overraske lige som alle andre hold i 1. division. To af deres hjemmebanesejre er over Ajax og HC Midtjylland – og den tredje mod os, så vi har revanche til gode og det går vi helt klart efter.
Vi er fortsat placeret for tæt på bunden, men som alle kan se, så har holdet flyttet sig rigtigt meget i de seneste måneder. Alle vores kampe siden starten af november har været meget tætte og afgjort med en målforskel på 1 – 4 mål, og drengenes attitude og troen på egne evner i de tætte kampe, er med til at overbevise mig om, at vi får revanche mod FIF.
Vores 8. mand, jer kære fans, har også stor indflydelse på resultaterne – eller i hvert tilfælde spillernes gejst og tro på egne evner. Derfor håber jeg, at I vil møde talstærkt op og vise drengene, at vi står bag dem.
Jeg ønsker alle spillere, dommere, hjælpere og ikke mindst vores trofaste tilskuere en rigtig god kamp på søndag.