Både spillere, trænere og alle omkring holdet har glædet sig helt vanvittigt til denne dag, hvor vi kan byde velkommen til en ny spændende sæson i 1. division.
Vi har sagt farvel til et par af sidste års centrale spillere – men vi har heldigvis kunnet holde fast i en god bred stamme af både rutinerede og meget talentfulde spillere fra sidste sæson. Vores sportslige sektor har desuden vært dygtige til at finde nye spændende spillere, som byder ind med en god blanding af rutine og talent.
De nytilkomne er flot trådt ind i fællesskabet, og truppen er efter træningslejr og en stribe gode træningskampe godt forberedt på en svær sæsonstart. Vi er derfor meget fortrøstningsfulde forud for en sæson, hvor vores mål er en konsolidering i 1. division.
Vi lægger i dagens kamp ud mod Grindsted, som sluttede på en overraskende 3. plads i sidste sæson. Herefter står den på udekampe mod Team Sydhavsøerne og Aarhus HC inden vi den 25. september igen spiller hjemme i en kamp mod Ajax.
Det er altid spændende at starte på en ny sæson. Mange af vores kollegaer har ligesom os skiftet ud i trupperne – og en del har brugt mange penge på at forstærke sig. Men selv om enkeltspillere kan gøre ondt på modstanderne, handler det i 1. division mest af alt om at kunne spotte talenterne og få spillerne til at performe som hold, der både kan og vil spille håndbold. På dét punkt mener vi, at vi har nogle særlige evner i den sportslige sektor, så vi er som sagt fortrøstningsfulde. Men med udskiftninger i trupperne, skal vi nok lidt hen i sæsonen før vi rigtig kan se, hvem der har haft den heldigste hånd på dét område.
Noget af det, der også kan være med til at gøre en forskel er, at spillerne kan mærke opbakningen.
Vi har allerede mærket den stor opbakning fra sponsorerne, der igen i år står bag holdet. Senest har vi i øvrigt været på en utraditionel foto-shoot mellem kæmpetrucks hos ProTruck. Tjek Lars Aarø’s fine billeder på vores FB-side. Husk også at støtte vores sponsorer – de støtter os!
For spillerne betyder det imidlertid endnu mere, at der fortsat er stor opbakning på lægterne til kampene. Vi ved godt, at vi i sæsonstarten konkurrerer med havevejr og andre interesser. Men vi glæder os over alle, der er mødt op i dag, og vi glæder os til sæsonen igennem at fylde Fort Spektrum med glade fans, der kan gøre det ud for en 8. mand på banen.
Jeg vil ønske både dommere og begge holds spillere, officials og fans en forrygende god kamp – og en god ny sæson i 1. division.
Karsten Geertsen
Odder Håndbold Elite ApS