Vi er dybt taknemlige for den enorme opbakning, vi har oplevet i en krisetid!
På grund af en fejl ved indsendelse af årsrapporten for Odder Håndbold Elite ApS, var vi pludselig truet af tvangsopløsning. For at få selskabet genoptaget skal vi ikke alene afholde en generalforsamling, men også dokumentere, at kapitalen er til stede i selskabet. Når man er et sportsselskab, der bruger kapitalen til at styrke det sportslige, kan det det sidste godt være en meget vanskelig opgave.
Men vi har oplevet en fuldstændig fantastisk opbakning fra et meget stort antal trofast sponsorer såvel som en række private. Det er nærmest hele byen, der har bakket op om ”Byens Hold”. Vi er i dag meget tæt på det mål, vi havde sat os. 1000-tak til alle, der har bidraget.
På banen skal vi også vinde – vi ligger fortsat á points med Otterup HK, og vi er bedst indbyrdes, så points på kontoen i dag, vil gøre de efterfølgende to kampe lidt ”roligere”. Lørdagens modstander er Roskilde Håndbold, der ligger sidst, 4 points efter os, men sjællænderne har fortsat noget at spille for, så Odders unge løver skal virkelig være koncentrerede og klar fra start for at hente to vigtige points i lørdagens kamp.
De seneste kampe har vist, at på hjemmebanen i Fort Spektrum er vores blå drenge fokuserede og kan stort set spille lige op med de stærkeste hold i 1. div., og de vil helt sikkert gøre alt for at hente en vigtig sejr i lørdagens kamp.
Det har gang på gang vist sig, at den store opbakning er med til at tænde dem, og få dem til at kæmpe til sidste minut. Derfor håber jeg, at I vil møde talstærkt op og hjælpe med at bære Byens Hold til sejr i Fort Spektrum.
I pausen kårer vores moderforening i øvrigt:
- Årets kammerat
- Årets ungdomsspiller
- Årets træner
Vi håber, I vil blive i hallen og være med til at fejre de flotte kåringer.
Vi ønsker alle spillere, dommere, hjælpere og ikke mindst vores trofaste tilskuere en rigtig god kamp.
Med sportslig hilsen
Henrik Bentsen, formand
NB:
hvis du også har lyst til og mulighed for at yde et bidrag til vores ”genoptagelse” er du velkommen til at sende mig en mail på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Hvis du vil bidrage med kr. 1.000 får du et årskort til samtlige hjemmekampe i næste sæson, og hvis du vil bidrage med kr. 2.000 eller mere får du tillige en adgangsbillet til VIP-arrangement i forbindelse med den sidste hjemmekamp i denne sæson: lørdag d. 8/4 mod Rækker Mølle. Bidrager du med kr. 5.000 eller derover får du desuden 4 adgangsbilletter til et af næste sæsons VIP-arrangementer efter eget valg.