Det bliver den 33-årige Anders Høj Kristiansen, der fra næste sæson skal stå i spidsen for Odder Håndbolds 1. divisionshold.
Anders Høj har senest været assistenttræner for Rækker Mølles 1. divisionshold, men har i sin trænerkarriere først og fremmest beskæftiget sig med talentudvikling.
- Med Anders har vi fundet endnu en træner, der har stor erfaring med på talentudviklingen, som er en vigtig del af Odder Håndbolds DNA. Men samtidig får vi en træner, som i en årrække også har været omkring seniorhåndbolden og ved, hvad det handler om, udtaler formand Henrik Bentsen, Odder Håndbold.
Til dagligt er Anders Høj ansat på Idrætsefterskolen Lægården i Holstebro, hvor han er ansvarlig for håndboldlinjerne.
- Jeg glæder mig over at få ansvaret og muligheden for at blive cheftræner i Odder Håndbold. En etableret og traditionsrig håndboldklub som har været en del af landets næstbedste række i mere end 15 sæsoner. Udefra har jeg altid set Odder Håndbold som en stærk klub med rigtig gode værdier, som er kendte for et stort fokus på udviklingen af unge talenter. Og vi har fra start i processen haft god kemi, og jeg oplever stort engagement og drive fra ledelse.
Jeg vil arbejde benhårdt for at skabe de bedst mulige betingelser, rammer og vilkår for at holdet og spillerne kan præstere og flytte sig til næste niveau.
Det er et hold, hvor der trods den lave gennemsnitsalder er opbygget en vis erfaring og kontinuitet, som jeg glæder mig til at bygge videre på, udtaler Anders Høj.
Yderligere oplysninger:
Sportschef Lars Kronborg, tlf. 29 64 04 24
Formand Henrik Bentsen, tlf. 40 18 63 50
Anders Høj Kristiansen, tlf. 28 56 50 91
Foto: Lars Aarø - Fokus Foto